Hyggeligt, ældre hus beliggende på stor grund lige syd for Ebeltoft og tæt på Ahl Strand. Huset er løbende moderniseret og fremstår lyst og velindrettet. Her er stor, dejlig, vestvendt træterrasse, delvist overdækket, med grill, havemøbler, liggestole og parasol, og på grunden finder man både bålplads, shelter, gynger, trampolin og legeredskaber. Desuden er der carport samt et aflåseligt skur.
Den lyse og rummelige stue med lofter til kip ligger i åben forbindelse med køkkenet og rummer spiseplads til 6 personer, sofaafdeling og TV med danske (inkl. TV2) og tyske kanaler samt radio. Nyere køkken med god arbejdsplads, keramiske kogeplader, ovn, køle-/fryseskab og opvaskemaskine. Husets 6 sovepladser fordeler sig på 3 gode soveværelser ̶ 1 med dobbeltseng og 2 værelser med 2 enkeltsenge. Pænt, oprindeligt flisebadeværelse med bruseniche. Ved indgang fra terrassen er der desuden bryggers/depotrum med vaskemaskine, tørretumbler samt ekstra køle-/fryseskab. Et velplejet og velbeliggende hus med hygge og atmosfære. Der er internetadgang.
Christianslund er et lille, ældre sommerhusområde beliggende i nærheden af Ahl Strand ud til Ebeltoft Vig. Der er kun 2-3 kilometer til Ebeltoft, som man også kan nå ad en god cykelsti. Stranden ud for Ahl er bred og meget børnevenlig med lav vanddybde, og området er yderst populært til kite- og vindsurfing og andre former for vandsport.