Velholdt og løbende moderniseret sommerhus med den skønneste beliggenhed på dejlig, opvokset naturgrund lige ud til Knebel Vig. Huset har en delvist overdækket træterrasse samt gode læ- og solkroge på selve grunden, overalt med havudsigt. Gode havemøbler, liggestole, parasol og grill. Huset har carport.
Husets samlingspunkt er den hyggelige og smukt møblerede stue med spiseplads til 8, brændeovn og TV med danske (inkl. TV2) og tyske kanaler. Det ældre men funktionelle køkken har elkomfur med ovn, køle-/fryseskab, opvaskemaskine og mikrobølgeovn. De i alt 6 sovepladser fordeler sig på 1 soveværelse med dobbeltseng, 1 værelse med køjeseng og et gæstehus/anneks med dobbeltseng. Velindrettet badeværelse med bruseniche foruden eget badeværelse i annekset. Der er barnestol til de mindste. Internetadgang.
Her er man midt i Molslandet med kort afstand til Nationalpark Mols Bjerges enestående natur. Området byder på dejlige badestrande og et væld af aktivitetsmuligheder, bl.a. skønne vandre- og cykelruter, ridning på islandske heste samt leje af cykler, kajak eller jolle med motor. Gode indkøbsmuligheder i Knebel og Tved, og kun en kortere køretur til Ebeltofts hyggelige toppede brostensgader.
Vi kommer igen. Beliggenheden og hele havens indretning var meget smuk. Mange tak for denne gang.
Super dejligt vi kommer tilbage❤️