Ældre, velholdt og charmerende bjælkehus beliggende på det sydvestlige Helgenæs på stor, ugenert naturgrund omkranset af træer og ca. 500 meter fra stranden. Huset er omgivet af stor træterrasse med en skøn, overdækket udestue. Her er masser af sol- og lækroge, havemøbler, liggestole, parasol og grill. En herlig naturoase, hvor man både kan slappe af og dyrke udendørs aktiviteter.
Den hyggelige, velmøblerede opholdsstue med udgang til overdækket terrasse/udestue fremstår som resten af huset lys og indbydende med hvidmalede vægge og lofter til kip. Her er spiseafdeling til 6 personer, brændeovn, dejligt sofahjørne og TV med danske gratiskanaler. Det lille men velindrettede køkken ligger i åben forbindelse med stuen og har komfur med keramiske kogeplader, ovn og køleskab. Husets i alt 6 sengepladser fordeler sig på 1 soveværelse med dobbeltseng, 1 værelse med køjeseng samt stort anneks med dobbeltseng og eget toilet. I hovedhuset er der et lyst og praktisk indrettet badeværelse med bruseniche samt badekar til de mindste. Der er internetadgang.
Helgenæs er for naturelskere, hvad enten man vil bade, vandre, cykle, eller tage på fisketur – her er bl.a. mulighed for at fange hummer. Man er tæt på den enestående Nationalpark Mols Bjerge og kun en kortere køretur fra hyggelige Ebeltoft med den gamle bymidte. Gode lokale indkøbsmuligheder i Kongsgårde og Knebel.