I anden række ved maleriske Femmøller Strand ligger dette usædvanligt rummelige og gennemførte feriehus med plads til den store eller flere familier. Den store, sydøstvendte fliseterrasse med kig til Ebeltoft Vig har gode havemøbler, liggestole, parasol og grill. Der er bare 150 meter til børnevenlig sandstrand og en kort spadseretur til den lokale købmand, og på den anden side af vejen ligger den legendariske Molskro.
Såvel i den rummelige entré som i stue og køkken er der flotte klinkegulve, som sammen med indretningen giver en næsten sydlandsk stemning. Den store, lyse stue i åben forbindelse med køkken har panoramavinduer og udgang til terrasse og er indrettet med dejligt sofamøblement, samt spiseafdeling med plads til 12 personer. Det lækre, nye køkken har god arbejdsplads, keramiske kogeplader, indbygningsovn, stort køle/fryseskab samt opvaskemaskine. Huset har 5 dejlige soveværelser, 4 med brede dobbeltsenge og 1 med to gode køjesenge, i alt 12 sovepladser. Stort, dejligt badeværelse med to håndvaske, bruseniche og spabad, samt gæstetoilet. Desuden er der bryggers med vaskemaskine og tørretumbler. Internetadgang.
Midt i Nationalpark Mols Bjerge ligger Femmøller Strand. Området er karakteriseret ved Egil Fischers ferieby med de smukke bindingsværkshuse - særlig kendt er Molskroen. Stranden med det fine sand og lave vand har det Blå Flag. Og så er der cykelsti hele vejen til Ebeltoft, som ligger kun 5 km. væk.
Der var mange oplevelser i området, natur vandet og fine attraktioner som er besøget værd
Super godt sommerhus med dejlige store værelser og senge. Huset lå perfekt nær vandet. Skulle bare lige over vejen. Det eneste der manglede, var et net/hegn eller lignende der burde sættes fra huset ud mod stien. Så børn/hund var sikret mod at komme ned til den meget trafikeret vej.
Desværre var der lukket for vandet da vi ankom - I fik det løst indefort et par timer men ikke så heldigt. Spjældet i pejsen dur ikke - så man kan ikke tænde pejsen. Det bør I få fikset. Vi havde ikke hund med som booket - I bør kreditere det beløb vi har betalt for hunden.
Rigtig fint sommerhus med masser af plads og gode sengeforhold. Mit barnebarn på 5 år kaldte det "kongehuset".
Dejligt stort køkken og badeværelse r, men hvor var der dårlig augustik i stuen, og madrasserne i sengene med elevation var meget slidte. Ellers var huset rigtig fint
Super fint sommerhus med mange fine værelser. Mangler dog røgalarm
Dejlig beliggenhed, men rengøringen var ikke som forventet. Store nullermænd i de fleste rum, ovnen var (møj) beskidt, skuffer i køkkenet meget snavset.
Veludstyret hus, god beliggenhed op til dejlig strand. Tæt på indkøb.
Der burde være bruser på begge badeværelser/toiletter, når det er så stort et hus. vi havde overset at der kun var bruser på det ene badeværelse.