Holme

Sommerhuse med havudsigt i et malerisk område

Holme er en lille malerisk landsby beliggende i et storslået, kuperet landskab.

Neden for Holme ligger sommerhusområdet Holme Strand, der er en naturlig forlængelse af Dråby Strand, hvor campingpladsen har en købmandsbutik, der har sommeråbent.

I Holme Strand ligger mange sommerhuse med havudsigt, og der er gode muligheder for at vandre langs den maleriske kyst til Jernhatten og Boeslum Strand. Stranden er en blanding af sand og ral og med godt badevand.

Lystfiskerne finder Holme Strand interessant, og det er let at sætte sin medbragte båd i vandet.

Jernhatten fremstår som et højt fremspring ud i Kattegat. Den stejle klint hæver sig 49 meter over havets overflade, og en vandretur langs havet er en smuk naturoplevelse. Klinten på 266 ha er fredet, og der er en afmærket vandresti.

Videre mod nord og Grenaa ligger et smukt kuperet landskab med bl.a. de 2 herregarde Rugaard og Katholm, der er mere end 400 år gamle.

Langs kysten løber et stort, næsten sammenhængende skovområde. Der er kun få muligheder for at køre med bil ned til stranden, men bl.a. ved Glatved Strand - et eldorado for lystfiskere og naturelskere - er der gode parkeringsmuligheder i den smukke natur.

Ønsker man at vandre i fred og ro og har man gode travestøvler på, kan det kun anbefales at udforske dette område enten til fods eller på mountainbike.

Søg sommerhus ved Holme Strand